50 år med banebrydende produkter


Introduktion af VGU 250: En pioner inden for energivenlige løsninger
Nilans rejse begyndte i 1974, da Jørgen Nielsen og Torben Andersen grundlagde virksomheden i Vejle. Firmanavnet Nilan er en sammensætning af de to grundlæggeres efternavne. Begge havde tidligere været ansat ved Hess Fabrikkerne – Torben Andersen som ingeniør og Jørgen Nielsen som sælger. Da Hess Fabrikkerne måtte lukke, fik Nilan mulighed for at leje sig ind i fabriksbygningerne og købte emaljeovnene, som tidligere var blevet brugt til bl.a. emaljering af badekar. Nilan havde nu et sted til produktion og emaljering af beholdere. Selve produktionen af VGU 250 foregik dog i andre bygninger, som tidligere havde tilhørt Hans Jessens Maskinbyggeri.

Det var midt i oliekrisens udfordringer i 1970’erne at Nilan tog sine første skridt med ambitionen om at imødekomme nye behov i byggeriet. Oliepriserne steg voldsomt, og oliefyr blev en dyr varmekilde, hvorfor et alternativ var velkomment. Oprindeligt startede Nilan med varmtvandsbeholdere, men med energikrisens indtog opfandt Torben Andersen en metode til at genbruge energien fra udsugningsluften i stedet for at lede den ud af huset. Dette banebrydende koncept blev en kæmpe succes og skabte grundlaget for Nilan.

VGU 250 blev hurtigt populær på det danske marked, og typehusfirmaer som Høm Huse blev store aftagere af VGU 250. Interessen i Sverige var også stor, og Nilan indgik et samarbejde med Elektro Standard, som fik rettigheder til at producere VGU 250 på licens. De kunne skalere produktionen op i stor stil, hvilket resulterede i et enormt antal på over 400.000 enheder i Nilans første årti. Dette vidner om produktets popularitet og pålidelighed. Det var med stor flid og hårdt arbejde, at der blev produceret for fuld damp i både Danmark og Sverige. Torben Andersen boede i perioden 1976–1978 i Sverige, men pendlede frem og tilbage mellem de to fabrikker. Efter få år udtrådte Jørgen Nielsen af Nilan.

En tidløs løsning
VGU 250 sælges stadig i dag, men har undergået flere optimeringer gennem årene, så den fremstår tidssvarende og energieffektiv. VGU 250 er et udsugningsaggregat med aktiv varmegenvinding, der suger varm, fugtig luft ud fra køkken, badeværelse og bryggers og genvinder energien fra luften til at producere varmt brugsvand. Dette sker så effektivt, at anlægget kun bruger en tredjedel af den energi, som en traditionel vandvarmer ville bruge.

Anlægget består af en 180 liters varmtvandsbeholder og kan kombineres med forskellige energikilder som solfanger, olie, gas, fjernvarme eller andre former for brændsel. Denne fleksibilitet gør det muligt at øge produktionen af varmt brugsvand og samtidig minimere energiforbruget.

VGU 250 er kendt for sin enkle betjening via en simpel styring. Håndtegnede skitser og el-diagrammer dannede grundlaget for VGU'ens tilblivelse og designet blev udbudt i røde og brune nuancer for at matche tidens interiør. Vi har i dag opdateret designet til en moderne hvid farve, der passer ind i ethvert hjem.

Lang levetid og holdbarhed
Det er ingen overraskelse, at mange af de VGU 250-enheder, der blev købt i 1970’erne, først er nødvendige at udskifte nu. Dette vidner om den høje kvalitet og holdbarhed, der kendetegner Nilans produkter.

Flere historier i støbeskeen
Vi ser frem til at dele flere historier om Nilans innovative produkter gennem årene. Vi håber, at du vil nyde at lære mere om vores rejse og engagement i at skabe et bedre indeklima.