En betydningsfuld milepæl med innovation og udvikling


VPL til VPM: stigende efterspørgsel udvidede teknologien til erhvervsbyggeri

Allerede i 1970'erne og 1980'erne gjorde Nilan sig bemærket med de ikoniske VPL15 og VPL25 ventilationssystemer, som hurtigt blev fast inventar i danske parcelhuse. Det tog ikke lang tid, før succesen spredte sig til udlandet. Udover Europa tog markeder som Canada og USA Nilans teknologiske forspring til sig, og i kølvandet på en stor udstilling i Brookhaven National Laboratories resulterede dette i salget af omkring 5.000 VPL15 varmepumper. Containere blev fyldt med VPL15 fra gulv til loft og sendt over Atlanten.

Udvidelse til erhvervsbyggerier
Da rentestigninger i 1980'erne bremsede parcelhusbyggeriet, så Nilan en mulighed i at tilpasse VPL-serien til erhvervsbyggeri. Det førte til lanceringen af VPL35 og VPL45, som kunne håndtere luftmængder på 3500-4500 m³/h – ideelt for butikker og kontorer. Med stigende efterspørgsel blev VPL-serien yderligere forfinet og udvidet til at håndtere luftmængder på op til 12.500 m³/h, hvilket gjorde dem perfekte til endnu større bygninger og komplekser. Serien anvendte medstrøm eller parallelt flow, en teknik, der viste sig særligt effektiv i eksisterende bygninger, hvor afkast og friskluft blev ført gennem betonkanaler.

Da efterspørgslen efter erhvervsanlæg til nybyggeri steg, blev det klart, at teknologien med modstrøm, hvor tilluft og afkast er placeret i samme side, var ideel. Det banede vejen for VPM-serien. Med sin reversible varmepumpe, der både kan køle og varme tilluften, samt en indbygget heatpipe, der øger varmeeffekten, blev VPM-teknologien hurtigt populær. 

Dansk byggematador blev ”launch customer” for Nilans nye erhvervsanlæg
En af de første til at tage de nyudviklede erhvervsanlæg i brug var den karismatiske byggematador Asger Mortensen. Han stod bag store byggeprojekter, herunder flere Parkhoteller i Danmark, såsom det imponerende Tårnborg Parkhotel i Korsør. Nilans ejer og idémager, Torben Andersen, deltog personligt i installationerne og fulgte nøje projekternes udvikling.

I 1986 tog Torben Andersen et flycertifikat, hvilket gav ham en ny fleksibilitet. Han kunne hurtigt flyve rundt i landet for at deltage i byggemøder, levere produkter og inspicere produktionen hos Elektro Standard i Sverige. Når byggeprojekter skulle inspiceres, landede han ofte på græsmarker tæt på projekterne, altid efter aftale med de lokale landmænd.

Internationalt eventyr: Café Klostergarten i Rostock
Nilan leverede også anlæg til Café Klostergarten, som blev åbnet i 1990 af to danske entreprenører, der så store muligheder i Rostock efter Tysklands genforening. Café Klostergarten blev hurtigt et populært mødested, især for danskere og andre skandinaver, der opholdt sig i Tyskland. Under projektudførelsen i Rostock kunne Torben dog ikke lande på en lokal mark, men fandt en alternativ løsning på en militærlufthavn. Torben Andersen tog naturligvis flyet for at inspicere projektet, men da han ankom til Rostock en søndag, stod han over for en uventet udfordring – den lokale landingsbane var lukket. Heldigvis forbarmede flypladsdirektøren sig og åbnede venligt landingsbanen for ham, så han kunne lande sikkert.

En vifte af erhvervsløsninger til Danmark og internationale markeder
I dag producerer Nilan stadig både VPL- og VPM-serierne, men med tiden er flere versioner blevet udviklet for at imødekomme forskellige behov og anvendelser. VPM-serien inkluderer nu også en Cleanroom-version, der bl.a. anvendes i laboratorier og hospitaler. Den nyeste tilføjelse til Nilans produktportefølje er VPR, et ventilationsaggregat med varmegenvinding via en roterende veksler kombineret med en varmepumpe. Varmepumpen har en reversibel kølekreds, der kan tilpasse sig behovet for at køle eller varme tilluften. Derudover producerer Nilan store Comfort-anlæg med modstrømsvekslere, der sikrer effektiv ventilation og passiv varmegenvinding.